SOSU Esbjerg hejser flaget

Verdensmålskolen SOSU Esbjerg passer godt på grundvandet

Udviklingskonsulent hos SOSU-Esbjerg Katharina MacArtney

Udviklingskonsulent hos SOSU-Esbjerg Katharina MacArtney

Uddannelsesinstitutionen SOSU Esbjerg er godkendt som Verdensmålsskole. Det betyder, at de har forpligtet sig til at arbejde med bæredygtighed i alt, hvad de gør – både i driften af skolen men også i den måde, de underviser deres elever. Det gavner både rent land og rent vand.

Hvis man er i gang med en uddannelse som fx social- og sundhedsassistent på SOSU-skolen i Esbjerg, kan man forvente at blive udfordret på, hvordan man tænker bæredygtighed ind i de opgaver, der følger med arbejdet.

– At være verdensmålsskole betyder, at vi har forpligtet os til at arbejde med bæredygtighed både i undervisningen og i driften af vores skole. Det handler enormt meget om adfærd. Hvis kan lære den enkelte elev fx at tænke over vandspild eller affaldssortering, kan vi opnå en stor effekt, for vi uddanner rigtig mange, fortæller udviklingskonsulent på SOSU Esbjerg, Katharina MacArtney.

Arbejdet med bæredygtighed i driften af skolen ses i rigtig mange sammenhænge:

– Eksempelvis har vi fokus på vores energiforbrug og ikke mindst vores vandforbrug. Derfor har vi fået sat amarturer med sensorer op, som tænder og slukker automatisk for vandet. På den måde sikrer vi, at vandet ikke løber unødigt. Og vi taler meget med vores studerende om at spare på vandet, fortæller hun.

Lugning og regnvandstønder

Også fokus på både rent land og rent vand er til stede på skolen:

– Vi har en masse grønne områder rundt om skolen, og dem er vi ved at omlægge til Vild med Vilje. Indtil det er helt på plads, er der selvfølgelig noget lugning. Vores superdygtige servicemedarbejdere bruger håndkraft, når de vedligeholder vores grønne områder. De kultiverer og brænder ukrudtet af i stedet for at bruge sprøjtemidler. For der er en stor bevidsthed om, at det ikke er godt for grundvandet, fortæller Katharina MacArtney.

Hun fortæller desuden, at skolen har et verdensmålsråd bestående af en række elever. Her arbejder de med bæredygtige tiltag, og de er bl.a. ved at se på, om skolen kan sætte regnvandstønder op, der kan opsamle regnvandet med henblik på at bruge det til at vande.

Rent vand er ikke en selvfølge

SOSU-Esbjerg hejser flaget

SOSU-Esbjerg hejser flaget

I undervisningen er der meget fokus på adfærd og især rent vands betydning for os mennesker:

– Vi vil gerne have, at de studerende får en forståelse for, hvad vand betyder for os som mennesker. De kan være med til at værne om, at vi er et land, der har en rigtig god vandforsyning og noget godt vand. Vi har mange elever, der kommer fra fx dele af Afrika, hvor det ikke er en selvfølge, at man kan gå hen til en vandhane og tappe dejligt friskt vand, som rent faktisk kan drikkes. Så det går vi meget op i herude, slutter Katharina MacArtney.

Fakta om SOSU Esbjerg

  • Uddannede i skoleåret 2020-2021 48 pædagogiske assistenter, 78 social- og sundhedshjælpere samt 170 social- og sundhedsassistenter.
  • Blev Verdensmålsskole i december 2020
  • Er ca. 130 ansatte